Jydsk Blindrammefabrik / apdenmark A/S er Nordeuropas ældste producent af blindrammer. Fabrikkens historie går tilbage til 1938, hvor firmaets grundlægger, Helge Eli Faarvang, ændrede sin produktion fra møbler til blindrammer. Grunden hertil var, at det var hårde tider, og at salget af møbler var stærkt nedadgående. Samtidig var den lokale snedker, der fremstillede blindrammer til farvehandlerne i Århus, bortgået ved døden. Dette åbnede mulighed for at overtage hans levebrød, og således blev produktionen ændret fra møbler til blindrammer. Dengang var blindrammefabrikken på 100 m² og beliggende i Viby lidt syd for Århus. Gennem det første årti steg salget støt med kundeindtag fra hele Jylland.
I 1952 kom anden generation til. Sønnen, Bent Faarvang, trådte ind som medejer, og sammen udvidede de bygningerne til 250 m². Dette, mente man, dengang, alligevel var i overkanten for blindrammer, og derfor startede man sideløbende produktion af yderlister til malerier. I 1968 valgte Helge Eli Faarvang at træde ud af firmaet. Jydsk Blindrammefabrik solgte blindrammer til hele Danmark, og var allerede på det tidspunkt den største producent af blindrammer i Danmark. I 1970 var pladsen i Viby blevet for trang, og Bent Faarvang besluttede derfor at bygge nye produktionslokaler i Egå lidt nord for Århus. Lokalerne var på 650 m². Desuden valgte Bents kone, Jytte Faarvang, at indgå i den daglige drift af fabrikken. I denne periode begyndte Jydsk Blindrammefabrik samtidig at eksportere til Skandinavien.
I 1992 var det tid til, at tredje generation overtog driften. Sønnen, Klaus Faarvang, overtog, sammen med sin kone, Anette Faarvang, produktionen af blindrammer, mens produktionen af lister fortsat blev varetaget af Bent Faarvang. Klaus Faarvang havde boet 3 år i Tyskland, hvor han bl.a. havde brugt tiden på at lære det tyske marked at kende. Det tog derfor ikke lang tid, før Tyskland blev Jydsk Blindrammefabriks største eksportmarked. Dette medførte, at man i år 2000 måtte flytte til de nuværende lokaler i Lystrup som i flere etaper er blevet udvidet.
I dag består vores lokaler af 2.500 m² produktion og lager, samt 200 m² administration. Vi har sideløbende væsentligt automatiseret produktionen således at det kan lade sig gøre at vores knap 40 dygtige medarbejdere kan sende millioner af blindrammer rundt i hele verden til både kunst og printindustrien hvert år. Med de største markeder værende England, Tyskland, USA og Skandinavien.